mandag den 10. januar 2011

Første bjerg-etape ...

Jeg skal da lige love for vi er kommet op i bjergene. Vi forlod Baguio efter at have set et byens attraktioner, hvilket primært er anlæg og bygninger som USA har efterladt da de trak sig ud af Filippinerne i 90’erne.  Herefter kørte vi op af faretruende bjergveje, med fabelagtige udsigter. Vi nåede helt op til det højeste sted på Filippinernes Highway system 7.400 fod over havet. Det var en drøj, og til tider nervepirrende tur, idet vejen til slut endte i grusvej. Flere steder var dele af vejen forsvundet efter jordskred, eller der lå store nedfaldne klippestykker på vejen.  Det var derfor en lettet familien Madsen der til sidst ankom til St. Joseph Lodge Inn i Sagada. Stedet er et tidligere kloster, og er temmelig spartansk.  Selv vores ukuelige chauffør Manny var glad da vi endelig var fremme, selvom den stakkels mand fryser som en lille hund heroppe i bjergene.
Manny har ellers demonstreret den lokale delikatesse for os i dag, ”Balut”. Det er et næsten udruget andeæg der er kogt og spises med eddike. Når man har pillet skallen af, kan man tydeligt se andefosteret indeni med næb og kløer. Manny siger det giver energi, men vi betakkede os.

1 kommentar: