Coco Beach

Vi er kommet sikkert i land efter en FANTASTISK uge paa HCA.  Der er dog ikke saerlig godt netvaerk her paa Coco Beach, saa det er ikke muligt for os at laegge de forberedte indlaeg med tilhoerende billeder paa. Men Trust us det var en rigtig god uge med strande og vand, fantastisk snorkling og et skoent personale og med-cruisere. Vi er allerede ved at se paa hvordan vi kan komme med igen.......
Vi har heldigvis faaet ombooket vores overnatninger i Manila til Coco Beach Resort, saa vi nyder de sidste dage med pool, smuk, smuk udsigt fra vores terasse og god mad - det bliver nok dyrt den sidste dag, for man skriver alle omkostninger (drinks, mad, snack, massage, udflugter, etc. )  paa vaerelset, men pyt med det - alt er bedre end Manila.
Mere nyt om den forgangne uge naar vi faar bedre netvaerk.

Off shore og off-line

I den kommende uge befinder vi os på HCA - krydstogtskibet, der skal bringe rundt til forskellige fantastiske snorkle- og badeområder. Vi skal til Pandan Island, Coron Bay, Kayangan Lake, Dicalabuan Island, Sangat Island, Calambuyan Island, Dibotonai Island og til sidst Apo Reef National Park. Det sidste sted er udlagt som nationalpark og her er der gode muligheder for at støde på havskildpadder og andre spændene havdyr.  Vi glæder os helt vildt og håber på godt vejr – vejrudsigterne ser OK ud i skrivende stund. Vi regner ikke med at være på nettet i den kommende uge, så vi kan kun træffes via mobilen.  Vi skriver på bloggen så snart vi er ”on-line” igen. Take care - jer der følger os. 

Vi håber at vi også på vores tur kan få ligeså flotte udsigter som vi havde sidste dag i Puerto Galera på White beach ...

Hvis der er en bølge der driller – så er det på mæ æ´ dykkerbriller

Sidste dag i White House blev en dag med bragende solskin, så vi flottede os med en knallert-taxi til White Beach for 20 kroner, og derefter lavede vi det vi er blevet bedst til … ikke en prut udover at bade og få massage.

I morgen formiddag siger vi farvel til White House og alle naboerne, og tager til Coco Beach for at tage på krydstogt. Vi skal først med klokken 16:00, så vi regner med at tage derud om formiddagen så ungerne kan hoppe i poolen og farmand kan få deres lækre Spaghetti Cabonara til frokost. Trist at sige farvel, men nye oplevelser venter.

Sol, sommer og gadebørn

Så kom sommeren til Puerto Galera, og vi kunne endelig gennemføre den planlagte tur der blev aflyst for et par dage siden på grund af vejrlig. I Jeepny kørte vi sammen med naboerne , Hans og Joy ned til det børnehjem der er en del af  projekt Stairway Foundation  Stairway er et projekt der arbejder for børns rettigheder og mod sexmisbrug af børn i Filippinerne. Blandt andet gennem uddannelse og drift af børnehjemmet for gadebørn, prøver de at gøre problemet mere synligt. På børnehjemmet mødte vi nogle af de 14 gadebørn fra Manilla, og danskeren Lars der har arbejdet med organisationen i 20 år – et rigtigt spændende og gribende projekt. Vi fik også en rundvisning og så blandt andet børnenes sovesal.

Herefter gik turen til en Mangyan bjergstamme. De er kendetegnet ved at være fredselskende, og derfor er de gennem tiden blevet udnyttet af mange forskellige grupper, og bliver udsat for diskrimination når de f.eks. søger jobs. Landsbyen var meget fattig, men var tilknyttet en fin skole der er doneret fra udlændinge. Vi havde blyanter, hæfter, viskelæder mm. med til skolen, og det blev vel modtaget. Endnu engang fik vi bekræftet hvor heldige vi er.

Efter al denne socialrealisme, var det tid for en dejlig frokost og en strandtur, og ungerne nød virkeligt at komme i bølgerne igen. 

Det regner … igen

Der er ikke kun sol og sommer her på Filippinerne. Vejret er temmelig ustabilt for tiden, og det har ført til store problemer i nærheden af os med jordskred og oversvømmelser. Så galt er det ikke her – den største konsekvens er at vi må have lidt mere tøj på, og ikke kan opleve de fantastiske strande og koralrev i den udstrækning vi havde håbet på.

Til gengæld spilles der Fisk, Uno og Partners på livet løs, og ungerne får indhentet lidt lektier. Vi har også brugt tiden på at få lavet visum-forlængelse, og det er første gang i lang tid vi har set en gammeldags skrivemaskine i aktion. Tak til naboen Villy der hjalp os med fotokopier, og til hans Filippinske kone Jocelyn - uden hendes hjælp havde vi aldrig fundet Visum kontoret der var flyttet pga. ombygning.

Men vi savner altså solen …..

Langt nede – men med højt humør …

Så er vi klar

Så kom dagen endelig hvor Jakob og far skulle have et Discover Scuba Diving kurus. Efter morgenmaden gik det af sted med hele familien på tri-cykel ned til havnen, hvor vi tilfældigvis mødte Jody der sejlede med os på turen for et par dage siden. I hans Motor-Banca blev vi sejlet ud til Small La Laguna og til Blue Ribbon DIvers. Efter lidt frokost, fik Jakob og farmand først lidt teori om trykudligning og kommunikation under vand. Herefter fik vi alt udstyret på, Jakob ventede dog med de 20 kg flaske og regulator til vi var ude i vandet. Vi fik gennemgået nogle sikkerhedsøvelser, og så svømmede vi ellers ud i bugten med 2 instruktører. Det var en mega-fed oplevelse, selvom vi lige skulle lære at trykudligne. Vi var ude i ca. 40 minutter, og kom ned på 9 meter vand … og det var virkelig en fed oplevelse. Vi så masser af fisk, søpølser, søanemoner, og søpindsvin, og 1000 andre ting, og tiden fløj af sted. Da vi kom op, var vi ved at sluge havvand for at fortælle om alle de ting vi havde set … og jeg tror ikke det er sidste gang vi har ”været nede” … instruktøren snakkede lidt om en opfølgningstur – med rabat …  Mor og Daniel hyggede sig på stranden i Big La Laguna imens – og Daniel siger at nu er der kun tre år til han må dykke …

Jakob og far på 9 meter

Jakob nyder livet som vægtløs

Sir og Mam

OK - det er lidt grænseoverskridende at have hushjælp, og blive tiltalt Sir og Ma'm ... men når hun kan lave denne her transformation af et havdyr fra rå til dybstegt i sur-sød ... så er det altså slet ikke så ringe.

I mellemtiden har hun også klaret rengøring, tøjvask og ryddet op efter ungerne, så hun har faktisk nok at se til ... men hun smiler alligevel.

At finde sig tilrette i White House

Lone, Daniel og bagage på vej til White House

Så tog vi turen fra Manila til Puerto Galera først med minibus og senere med stor motor banca -  de karakteristiske slanke træbåde med sidestøtter. Vejret var lidt blæsende så vi fik en gyngende og lidt våd tur da vi havde fået nogle af de forreste pladser og dermed retten til bølger.  Vi var en time på vandet, men det meste af tiden i læ af land eller øer.  Vi blev hentet på havnen af personale fra White House, så vi kom hurtigt frem.......  lastet i to tricycles - de karakteristiske motorcykler med sidevogn. Det er en tung last med familien og den bagage, men alt gik som  det skulle.

Udsigten fra terassen

Vi har nu brugt et par dage på at slappe af, lave lektier og finde os tilrette i et vejr som er lidt utilregneligt.  kedeligt regnvejr på ankomstdagen og igår mere tørt omend stadig utilregneligt. Vi har visiteret den nærliggende strand.

Idag har vi været på en super snorkleudflugt arrangeret af Josephine. Alle gæster fra White House, naboen og Hans der ejer White House var med, så det var nærmest en "familieudflugt". Vi drog afsted imorges kl 9.15 med tricycles og blev transporteret til en strand hvor familierne blev placeret i hver deres moto banca. Så fik vi en lille rundsejling med udsigt til små strande og aber i træerne.

Vi sejlede til snorkleområdet og så kom vi ellers i vandet. Der er spændt en snor ud mellem båden og siderstøtterne, så man kan snorkle mens man blive trukket gennem vandet. Og når man så bare ligger der, flyder korallandskaberne og fiskene bare forbi.

Daniel hygger sig i vandkanten efter frokosten

Der er rigtig mange koraller og de er ikke ødelagte og så er der et væld af forskellige fisk i mange forskellige flotte farver.  Desværre var der ikke høj solskin under hele turen  så ikke alle undervandsbilleder viser det flotte landskab vi så.....

Tak for turen og på gensyn

Efter snorkleturen blev vi fragtet ind på en strand hvor der ventede en fantastisk dejlig frokost med sodavand, øl og Filippinsk rom. Vi har virkelig nydt turen og igen fået sol på kroppen.

Mere end ord og billeder kan beskrive …

Vi har haft en helt fantastisk tur til det nordlige Luzon og selvom vi var betagede af udsigten på turen op – så blev vi konstant mere og mere betagede af de landskaber vi så.  Vi har virkelig forsøgt at få fanget den fantastiske indtryk på foto, men vi er klar over at det nok ikke er lykkedes særlig godt for os.Se et par eksempler her.

Udsigten over Sagada fra St. Jpsephs Resthouse

Udsigten over Banga-An fra vejen

Vejen er blevet ryddet så den er farbar

Vi har kørt på veje som ansvarlige personer ikke vil høre om – der var næsten liges så langt op på den ene  side af vejen som der var ned på den anden side af vejen – og ak og ve hvis der kom modkørende trafik.  Og hullede veje……..vi klager aldrig mere over huller i vejen. Og jordskred og nedfaldne veje er ikke noget særsyn – meget var dog repareret efter sommerens regnfald og dermed jordskred.

Kister stablet i grotteåbning

Efter de sidste 10km med uasfalteret vej, ankom vi til Sagada. En lille by med 10.000 indbyggere som lever af turisme og landbrug. Vi har set hængende kister – på afstand – da der har været en ny kisteophængning i forrige uge og det skulle efter sigende stadige lugte en del. Ikke ret mange hænges op mere, men lægges i huleåbninger hvor der er lys til ”ånderne”.  Hver familie har sine begravelsespladser og kun få er åbne for offentligheden.

Der var en meget hyggelig og meget lokal stemning i byen og vi kunne nyde god mad på The Youghurthouse og The LogCabin.

Softtrekking med guide (ham med bandana)

Landsbyens nye høvding?

Turen gik videre til Banaue hvor vi skulle se risterasser. Turen til det mest fantastiske sted var ikke egnet til ungerne, så vi tog næstbedste valg til en lille bitte landsby Banga-an. Efter 1 times køretur med en af de kendte Jeepneys, og nu fik rumble in the jungle en helt ny betydning – meget smalle bjergveje med enorme huller og vandpytter.  Vores lokale guide førte os ned til den lille landsby som lå 30 minutters gang ned ad trapper og kanter af risrerasser. Vi havde kiks med til landsbyens børn og som tak blev Jakob straks udstyret med en traditionel dragt og der kunne tages billeder.  Vi fik vist huse frem og så hvordan de stadig lever i disse fjerne landsbyer.  Hjem til hotellet og en lidt kedelig aftensmenu, men vi havde ikke brug for flere oplevelser den dag, så det var nok rigtig godt.

Efter en god nats søvn har vi nu kørt i minibus i ca. 9 timer og er nu tilbage i Manila.  I morgen går turen videre til Mindoro.

Første bjerg-etape ...

Jeg skal da lige love for vi er kommet op i bjergene. Vi forlod Baguio efter at have set et byens attraktioner, hvilket primært er anlæg og bygninger som USA har efterladt da de trak sig ud af Filippinerne i 90’erne.  Herefter kørte vi op af faretruende bjergveje, med fabelagtige udsigter. Vi nåede helt op til det højeste sted på Filippinernes Highway system 7.400 fod over havet. Det var en drøj, og til tider nervepirrende tur, idet vejen til slut endte i grusvej. Flere steder var dele af vejen forsvundet efter jordskred, eller der lå store nedfaldne klippestykker på vejen.  Det var derfor en lettet familien Madsen der til sidst ankom til St. Joseph Lodge Inn i Sagada. Stedet er et tidligere kloster, og er temmelig spartansk.  Selv vores ukuelige chauffør Manny var glad da vi endelig var fremme, selvom den stakkels mand fryser som en lille hund heroppe i bjergene.

Manny har ellers demonstreret den lokale delikatesse for os i dag, ”Balut”. Det er et næsten udruget andeæg der er kogt og spises med eddike. Når man har pillet skallen af, kan man tydeligt se andefosteret indeni med næb og kløer. Manny siger det giver energi, men vi betakkede os.

Filippinerne here we are

Så er vi kommet til Filippinerne og har haft vores første møde med hovedstaden Manila. Der bor i omegnen af 33 mill mennesker alt fra meget rig til meget meget fattig. Vi ankom efter mørkets frembrud så det så vi ikke så meget af i aftes, men her til morgen på vej ud af byen fik vi set mere.

Man skal bestemt ikke rejse efter denne by, men se at komme videre så snart det kan lade sig gøre.  Vi har haft vores første lille misser på vores tur idet vi ikke blev hentet i lufthavnen som forventet.  Vi fik dog venligsindet hjælp og efter 1,5 time kom vi frem til det rigtige hotel og de havde et værelse klar.

Det sædvanlige ”startkit” med lokal valuta, småpenge, vand til tandbørstning samt taletidskort, så er vi klar til at indtage Filippinerne…….

En ny dag startede allerede kl 05 imorges da vi skulle hentes kl 06 for at påbegynde vores tur nordpå. Manny Bravo og hans søn Christian hentede os på hotellet og vi kom godt og sikkert af sted – første gennem heftig trafik i Manilla og senere over hullede, snoede bjergveje. Og Det har været en dag fyldt med flotte udsigter på vej til Baguio, hvor vi overnatter i nat før turen i morgen går videre til Sagada.

Nyt land – nye oplevelser

Efter en måned med afslapning og spændende oplevelser, er det nu tid til at skifte land. I morgen tidlig rejser vi til Filippinerne. Vi har fået arrangeret en privat tur nordpå fra Manialla til Baguio, Sagada og Banaue. Vi skal køre en del hvilket ungerne ikke synes er dejligt, men vi tror at oplevelserne opvejer turens strabadser. Vi skal se ris-terasser, kister der hænger udenpå bjerge, bjerg-huler og andre spændende ting. De næste 6-7 dage kan vi nok ikke gå på nettet, men efter turen, skal vi til White House og der har vi både hus-hjælp og hurtigt internet – og der har vi base i 11 dage før vi skal på Cruise.

Man ved man har været i Thailand et stykke tid når …

… man som det naturligste i verden hopper op i ladet af en varevogn med ungerne for at få et lift.

…man naturligvis dytter når man på Scooter overhaler en lad-vogn med et par køer – bare lige for at advare ham om at man overhaler.

… man ikke finder det spor underligt at blive betjent af en mand i dametøj på den på den lokale restaurant, eller på det lokale tur-bureau – han er jo bare en ladyboy.

… man faktisk bliver overrasket over at en vandhane både virker, og er skruet fast

… man synes 10 kroner er liiiige i overkanten for at blive kørt hjem til hotellet, og lige prøver om man kan få prisen ned på 8 kroner.  

Far og Daniel på vej hjem fra bytur

En dag på scooter-bikes

Klar til afgang

 

Og så er det ellers afsted

I dag har vi hygget os med at låne 2 scooter-bikes, og se Chiang Rai og nærmeste omegn.  Det var egentligt meningen at vi kun skulle se den nærmeste omegn, men da alle skilte er på Thai, endte vi inde midt i Chiang Rai med tre-sporede veje og temmelig meget trafik. Med fælles hjælp fra både børn og voksne, og bagsiden af et visitkort fra vores homestay, lykkedes det til sidst at finde hjem inden det blev mørkt – så drengene fik frit valg til aftensmad, fri spilletid her til aften og slik og Mr. Bean på videoen fordi de har klaret turen ualmindeligt godt. Når Daniel sad bagpå, råbte han hele tiden ”hurtigere, hurtigere” og han skreg af grin hvis far overhalede mor og Jakob –hmmmm – jeg glæder mig ikke til han bliver 16!! I løbet af dagen har vi så set varme kilder, elefantlejr og Daniel har endelig rørt en kæmpeslange på ca. 4 meter … det har været efterspurgt længe. Hans melding er at den slet ikke er slimet, men temmelig kold!!


Kameraet var løbet tør for strøm, så vi har kun et købt billede af Jakob med en slange om halsen.

Mega-hyggelig dag. I morgen er hvile-dag med pool (men det bliver ikke i dette hotspring), olie-massage – og måske en lille bjergbestigning!! 

Måske får vi ligeså flotte udsigter imorgen